Mange flere folkepensionister er en nationaløkonomisk byrde. Men er en forhøjelse af pensionsalderen den eneste vej til at gøre ældrebyrden til en ældrestyrke? Kan man forestille sig, at de ældre rent faktisk gerne vil blive ved med at bidrage?
Af Finn Graversen
Fra 2008 til 2016 steg udgifterne til Folkepension med over 40 mia. kr. Det er en vækst på omkring 50 pct.
Selvom det er løbende priser og altså incl. inflation, så er det stadig en betydelig stigning, der hænger naturligt sammen med det voksende antal ældre. Folkepensionens andel af de offentlige udgifter er da også steget i den samme periode fra 9,3 til 11,4.
Med udsigt til næsten en halv million flere ældre over 65 år i de kommende 25 år, så siger det sig selv, at enhver politiker må forholde sig til den udvikling.
Det har politikerne da også. Der er lagt en plan, hvor folkepensionsalderen står til at blive forhøjet op igennem dette århundrede i takt med, at middellevetiden stiger.
Forårets diskussion om at forhøje folkepensionsalderen med et halvt år ekstra allerede i 2025 mere at være en ide til at skaffe penge til andre formål end en reel forholden sig til udfordringen med den aldrende befolkning.
Folkepensionsalderen er allerede forhøjet til 68 for folk, der er født i 1963 og senere, og går det som forventet, så vil børn, der er født efter 1. juli 2009 først kunne forvente at blive folkepensionist i en alder af 76 år.
På den baggrund forekommer forårets diskussion om at forhøje folkepensionsalderen med et halvt år ekstra allerede i 2025 mere at være en ide til at skaffe penge til andre formål end en reel forholden sig til udfordringen med den aldrende befolkning.
Folkepensionsalderen er kun en side af problemstillingen. Man kan tale om pisk og gulerod. En forhøjelse af folkepensionsalderen er et indgreb, der tvinger flere til at blive på arbejdsmarkedet, mens guleroden kan handle om at motivere ældre til helt af sig selv at blive.
Spørgsmålet er, om der er grobund for at fremme en sådan udvikling.
I Statistikbanken hos Danmarks Statistik kan man se, at der siden 2008 er sket en markant vækst i antallet af ældre over 65 år, der noteres som værende i beskæftigelse.
Dette tal er steget med 50 pct. til ca. 125.000 (i 2015).
Det kan umiddelbart ligne en stærk indikation på, at de ældre gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet.
En nærmere granskning af tallene vil dog give nogle forbehold.
For det første – kigger man på antallet af ældre over 65 år (den aktuelle folkepensionsalder) og antallet af folkepensionister, så er forskellen ikke knap 125.000. Den er kun knap 25.000, så det er begrænset, hvor mange, der decideret har udsat folkepensionen.
Ydermere er ca. en tredjedel af de 125.000 selvstændige eller medhjælpende ægtefæller. Den største gruppe af selvstændige finder man inden for landbrug, fiskeri og skovbrug.
I forhold til det samlede antal ældre over 65 år er tallene ikke prangende, men der er er dog en indikation på, at man godt kan få et voksende antal ældre til at blive på arbejdsmarkedet.
Ca. en sjettedel findes inden for kategorierne ”Topledere samt lønmodtagere på højeste niveau”. Her er der tale om en fordobling fra 2008 til 2015.
Det betyder, at tæt på halvdelen (47,6 pct.) er enten selvstændige, topledere eller lønmodtagere på højeste niveau.
Der er dog fortsat tale om en klar vækst af mere almindelige ældre lønmodtagere, der vælger at bevare en eller anden tilknytning til arbejdsmarkedet (+38,8 pct. fra 2008 til 2015).
Størst vækst ser man inden for kategorien ” Offentlig administration, undervisning og sundhed”. Men også ”Bygge og anlæg” følger ganske godt med.
I forhold til det samlede antal ældre over 65 år er tallene ikke prangende, men der er er dog en indikation på, at man godt kan få et voksende antal ældre til at blive på arbejdsmarkedet.
En almindelig og snusfornuftig – men ganske uvidenskabelig – iagttagelse af holdninger og livsstil, der udtrykkes i forskellig sammenhæng, vil da også pege i den retning.
Men skal man søge at tolke på tallene, så vil der være noget der tyder på, at de ældre ikke bare bliver på arbejdsmarkedet på samme vilkår som hidtil og i konkurrence med yngre grupper. Der skal formentlig noget andet til.
Forskerne konstaterer desuden, at der er en række huller i eksisterende viden om fastholdelse af ældre på arbejdsmarkedet. De peger på fem temaer for den manglende viden.
Det Nationale Råd for Arbejdsmiljø er en af dem, der har beskæftiget sig med problemstillingen at fastholde ældre på arbejdsmarkedet
De konstaterede bl.a. i et notat i foråret, at beslutningen om at blive længere eller at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet som regel er påvirket af en række faktorer, dels den enkeltes helbred, uddannelsesniveau og privatøkonomi, dels arbejdspladsens arbejdsmiljø, personalepolitik og sociale relationer og dels lovgivning og regulering af arbejdsmarkedet og pensionsområdet.
Men forskerne konstaterer desuden, at der er en række huller i eksisterende viden om fastholdelse af ældre på arbejdsmarkedet. De peger på fem temaer for den manglende viden:
- Bæredygtigt arbejdsliv for alle: Der mangler viden om, hvordan de grupper af seniorer, som har en særlig høj risiko for at trække sig tidligt tilbage, kan fastholdes på arbejdsmarkedet på en bæredygtig måde, dvs. så arbejdet ikke forværrer deres helbred og forkorter deres levetid.
- Langsigtede effekter af et forlænget arbejdsliv: Der mangler især viden om de langsigtede effekter af, at nogle ældre arbejdstagere ophober skadelige arbejdsmiljøpåvirkninger ved at have et længere arbejdsliv.
- Den dynamiske tilbagetrækningsproces: Der mangler viden, som ikke kun anskuer arbejdsophør som en enkelt hændelse, som fx en brat overgang til efterløn, men hvor beslutningen om tilbagetrækning i stedet er en flerårig proces. Og der mangler viden om, hvornår og hvordan forskellige faser i en sådan proces kan påvirkes, så beslutningen om tilbagetrækning eventuelt kan udskydes.
- Arbejdspladsernes perspektiv: Der mangler viden om, hvad der motiverer arbejdspladser til at rekruttere og fastholde ældre arbejdstagere. Især har små og mellemstore virksomheder behov for at der sker en mere effektiv udbredelse af viden om, hvad der virker.
- Aldersdiskrimination: Der mangler viden om, hvordan en negativ, stereotyp opfattelse af ældre arbejdstagere effektivt kan bekæmpes, da aldersdiskrimination fortsat ser ud til at være et stort problem, især ved rekruttering af nye medarbejdere.
Så hvis politikerne vil gøre andet end det, som man kan sætte på formel i Finansministeriet, så er der nok at tage fat på. Men der er også noget, der tyder på, at der er muligheder i at gøre det.