Med mindre du tager sagen i egen hånd, er historien om din 3. alder, at du bliver afviklet som forælder, som medarbejder, som forbruger og som borger. Vi mangler en fælles forestilling om, hvad der gør livet meningsfuldt, når man bliver ældre.
Af Hanne Feldthus
Alle er enige om, at vi lever i den mest individualistiske tidsalder nogensinde. Vi har gjort os fri af tidligere tiders snærende bånd og kan hver for sig frit beslutte, hvordan vi vil leve vores liv.
Den opmærksomme iagttager vil dog bemærke, at vi har vi forfærdelig travlt med at være helt specielle på den helt samme måde.
Det kan godt være, at vi går i forskelligt tøj, hører forskellig musik, ser forskellige tv-serier og spiser forskellig mad. Det kan også godt være, at nogen går vældigt op i økologi og bæredygtighed, mens andre er mere optagede af få mest for pengene. Endelig er det evident, at en del af befolkningen er globalt orienterede, og en anden er nationalt orienterede, men på de store linjer lever flertallet efter den samme skabelon.
Den opmærksomme iagttager vil dog bemærke, at vi har vi forfærdelig travlt med at være helt specielle på den helt samme måde.
Vi bliver født, kommer i skole, tager os en uddannelse, får et job, finder en partner, får børn, skaber et hjem og gør hvad vi kan for, at det skal gå børnene godt, så de kan få sig en uddannelse, et job, en partner og levere nogen børnebørn.
Selvom cirka halvdelen bliver skilt undervejs, er forestillingen om far, mor og børn stadig idealet. Selvom Danmarks statistik har opgjort, at der er 37 forskellige måder at være familie på, er familie stadig lig med kernefamilie i daglig tale.
Standardfortællingen om livet er så stærk, at man bliver bedt om at forklare sig, i fald man afviger. Det ved jeg af personlig erfaring, da børn og kernefamilie aldrig har ligget for mig. Utallige er de gange, hvor opbragte veninder, kærester og kæresternes familier har gjort alt, hvad de kunne for at overbevise mig om at slå ind på den slagne vej. Den kamp sluttede først, da jeg havde rundet de 40 år, og alle måtte indse, at legetøstoget var kørt.
Det interessante ved standardfortællingen er, at den udstyrer mennesker med en mening i de forskellige livsfaser. Når man er lille, skal man blive stor. Når man er under uddannelse, skal man blive dygtig, så man kan få det rigtige job. Når man har fundet en partner, skal der styr på økonomien for at få råd til at skabe et godt hjem for børnene. Når børnene er kommet, skal de elskes, puttes, opdrages, oplæres, hentes og bringes.
Der er skarpe forventninger hele vejen igennem livets første halvdel, og uanset hvor specielle vi føler os, gør flertallet, hvad de kan for at leve op til konventionens bud. Konventionen slutter med, at vi går på pension, forkæler børnebørnene, hygger os og efter en begrænset periode tager afsked med denne verden. Forhåbentlig uden at blive alt for demente.
Men sådan er det jo ikke længere, fordi vi lever længere. Når vi runder de halvtreds, kan flere og flere se frem til, at de er friske og raske i 30 år mere. Når vi skal på pension, har vi måske 15 rigtig gode år foran os, før vi bliver så gamle, at vi må begrænse os til vores egen baghave og fortælle de samme historier igen og igen og derved drive vores venner og pårørende til vanvid, som det sig høre og bør.
Den første friske og raske periode kalder aldersforskerne den 3. alder, den sidste periode hedder følgelig den 4. alder. Den skelnen er imidlertid ikke blevet almindelig i daglig tale.
Og sagen er, at vi mangler en fælles forestilling om, hvad der gør den 3. alder meningsfuld. Set i et historisk perspektiv er det stadig så nyt, at vi er friske i så mange år, at fortællingen ikke er fulgt med. Ligesom at vi ikke har opgivet historien om kernefamilien som ideal, har vi endnu ikke fundet ud af, hvad vi skal fortælle om os selv, når vi bliver ældre.
Det er også en hård nyser at få sådan en fortælling op at stå. Hvordan får man en fed historie ud af, at man går fra at skulle være under konstant udvikling til at blive betragtet som værende under afvikling? Under afvikling som forælder. Under afvikling som medarbejder. Under afvikling som forbruger (ingen gider lave reklamer til ældre). Ja, faktisk under afvikling som borger.
Lyder det med borgeren under afvikling lidt skingert, så prøv at huske, hvor meget den 3. alder fylder i mediebilledet. Det er ikke meget. Måske får de aktive ældre en lille smule taletid som frivillige besøgsvenner for folk, der er endnu ældre end dem selv. Men ellers er de fraværende som interessegruppe i den offentlige debat. Ældre bliver betragtet som ofre. Som nogen der har behov for en ældrecheck.
Hvis man vil have taletid i debatten, er man nemlig for nærværende nødt til at lade som om, at man ikke har lagt mærke til, at man har nået den 3. alder.
Fordi den 3. alder er ukendt land, kommer debatten alene til at dreje sig om de velkendte problemer i den 4. alder, og de kredser om forholdende i hjemmehjælpen og på landets plejehjem med alt hvad dertil hører af fyldte tissebleer og gangstativer.
For at bryde den fastfrosne position skal der gøres op med både tabuer og falske stereotyper. Hvis man vil have taletid i debatten, er man nemlig for nærværende nødt til at lade som om, at man ikke har lagt mærke til, at man har nået den 3. alder.
Man må aldrig indrømme, at der er noget, man ikke kan finde ud af eller følge med til. At man synes, at præstationsræset er relativt intetsigende, eller at det var meget rarere, dengang man kunne tale med nogen i stedet for at være overladt til sig selv på en hjemmeside. Og først og sidst må man aldrig indrømme, at man føler, at andre betragter en som under afvikling, og at man er bange for at blive fyret i en alder af 59,5 år med udsigt til endeløse aktiveringsforløb, fordi ingen vil give en et nyt job.
Hvordan skaber vi i den moderne, digitaliserede verden plads til den gruppe, som befinder sig i et vadested imellem udvikling og afvikling, dem der ikke er så hurtige, som da de var unge, men til gengæld har erfaring og livsindsigt?
Nej, hvis man vil have taletid, er man nødt til enten at være i fuld vigør i sin veletablerede karriere, eller også at have genopfundet sig selv og være i gang med en ny spændende tilværelse. Men hvad med den store gruppe midt imellem de to yderpunkter? Dem som gerne vil være en del af det arbejdende fællesskab, men som enten oplever at blive kørt ud på et sidespor eller som kæmper med at holde til arbejdspresset.
Hvordan skaber vi i den moderne, digitaliserede verden plads til den gruppe, som befinder sig i et vadested imellem udvikling og afvikling, dem der ikke er så hurtige, som da de var unge, men til gengæld har erfaring og livsindsigt?