Ugens gæsteblogger kulturanalytiker Caroline Beck, står blandt andet bag projektet bysenior.dk Hun opfordrer med projektet og sit indlæg danske byer til at komme ind i kampen om at tilpasse sig til en befolkningsudvikling med langt flere ældre. Hvordan indretter vi byer, som er inkluderende, bæredygtige, sikre og mulige at trives i som gamle? Selv har hun en forventning om, at det er i byen, i København, hun vil blive gammel.
Når jeg bli´r gammel, vil jeg stadig bo i København.
Tage min el-cykel på den grønne højbane. Gense gamle tv-serier med vennerne, gå til dans og tegning, spise mad i godt selskab, læse tykke bøger, sylte agurker og spille brætspil, være sammen med min familie og andre, der gider, og hjælpe til hvor jeg kan. Når jeg bli´r gammel, vil jeg gøre mere af alt det, jeg er glad for i byen og livet i dag. Det kræver, at København stadig er min by og har øje for alle os, der bliver gamle i en ikke så fjern fremtid. Ikke bare i hovedstaden. Men i alle landets byer.
Af kulturanalytiker Caroline Beck
For hvis du er ældre end 45 år i dag, vil du om 20 år være en ud af fire i den danske befolkning over 65 år. En stigning fra i dag knap hver femte.
Du har forladt eller er på vej ud af arbejdsmarkedet. Men du er ikke rigtig gammel. Hvis du er gennemsnitlig, har du meget liv foran dig. Hvad vil du lave? Hvem er du sammen med? Hvor vil du bo? Hvordan vil du komme omkring? Er dine mange meritter og livserfaringer fra dit arbejde og levede voksenliv til gavn for andre, skal de være det, vil du være det?
Det menneskelige dilemma ved de spørgsmål er, at dit eget gamle liv er så pokkers fjernt, indtil du pludselig står midt i det om 10, 20 eller 30 år.
Det kan forekomme nemmere at forestille sig byer med selvkørende biler, end at man selv skulle få brug for noget så low-tech som – hjælp! – en rollator. Det synes lettere at tale om automatiserede jobs end at få skabt aldersrummelige arbejdspladser med en differentieret tilgang til pensionsalder. Og det er lettere at efterspørge og – under en valgkamp – at love flere plejeboliger end at tilpasse de eksisterende bysamfund og boligområder for de mange, der er og bliver gamle i byerne – og slet ikke drømmer om at flytte på plejehjem!
Men vi bliver ikke kun mange flere seniorer de kommende årtier. Vi vil også blive gamle på flere og nye måder. Traditionelle forestillinger om, hvem vi er som ældre holder ikke længere. Derfor er der i meget højere grad brug for at invitere seniorer ind i udviklingen af byer og samfund. Der er brug for nytænkning. Og vi kan starte med at støve aldersopfattelsen af.
Som den, der kommer til udtryk, når illustrationer af nye fine ”byrum for alle” iscenesættes med unge, atletiske skaterdrenge. Mens et par få gråhårede byboere er hensat til en bænk i periferien. En detalje og sat på spidsen? Måske. Men overser byerne ikke potentialer i at designe og eksperimentere med flere fælles rum og byfællesskaber, hvor ældre også er aktive deltagere og ikke primært iagttagere af livet fra en bænk (også selvom bænke er vigtige)?
Glad for byen
Det seneste halvandet år har jeg talt med kvinder og mænd mellem 65 og 82 år bosat i to byer. Mere end 800 seniorer fra fem store byer har også svaret på spørgsmål om deres brug og oplevelse af offentlige rum og tilbud. Det gode budskab er, at de langt overvejende er glade for at bo i byen, og at deres lokalområder opleves som gode for dem at blive ældre i.
Særligt to forhold er slående. Det ene er glæden og den oplevede livskvalitet ved at bo og leve i byen; seniorerne kan lide pulsen, udelivet og tilbuddet om de mange steder og oplevelser, som er til rådighed. De er byseniorer og slet ikke ulig deres yngre naboer.
Det andet forhold er, at svarene fra de 800 seniorer viser, at selv let nedsat fysisk mobilitet og formåen begrænser den enkeltes brug af og oplevede adgang til flere af de selvsamme muligheder og oplevelser. Det ses både i forhold til udendørsliv – som brug af grønne områder og vand – og i forhold til indendørssamvær som kultur- og fritidstilbud.
Måske er det derfor, at synlig fysisk svækkelse kan forekomme som et særsyn i bybilledet? Er de mindre robuste byseniorer ganske enkelt ikke tilstede i gaderummet og parken, på pladsen og bystranden? Sammen med os andre i alle aldre. Uden at overgøre den sociale betydning af steder som disse i byen, så slår undersøgelsen an til forhold som marginalisering og i yderste konsekvens isolation og uønsket ensomhed. Her krydser byernes fysiske forhold og den enkeltes muligheder for et socialt og aktivt liv hinanden. For nok er det dejligt med et nyt kulturhus, men det kan opleves uoverkommeligt at tage derhen, hvis det er utrygt at komme dertil på gåben – alene – eller kræver tre busskift.
Selvom den optimistiske forventning er, at kommende ældre vil have bedre fysik, og flere sikkert vil gennemføre en maraton højt op i alderen, er det nok sandsynligt, at mange vil opleve fysisk svækkelse. Også i fremtiden. Så hvordan understøtter byen, at flere kan komme omkring og bruge de mange tilbud også som gamle?
Alder skal disruptes
Her er der erfaringer og masser af inspiration at hente hos de mere end 500 byer fra 37 lande, som er med i WHO´s globale netværk ”Age-Friendly Cities and Communities”. (Age-friendly World) I netværket samarbejder alt fra megabyer til minibyer om at gøre bysamfundene
”aldersvenlige” og dermed gode for flere at blive gamle i. De aldrende befolkninger ses nemlig i byer over det meste af verden. Udviklingen er en konsekvens af faldende fødselstal og længere levetid, og WHO forudser, at aldring vil føre til en af de største sociale transformationer i det 21. århundrede.
Netværket er etableret for at forbedre de fysiske, sociale, økonomiske og sundhedsrelaterede rammer om livet som ældre i byerne – ikke kun for at imødekomme særlige behov hos en stadig ældre befolkning, men også for at synliggøre og fremme de sociale og samfundsøkonomiske ressourcer som ældre borgere kan bidrage med til gavn for alle. Tankesættet er enkelt sagt, at en omstilling til aldersvenlige byer både er en nødvendighed og en såkaldt win/win.
Når byer som Göteborg, Barcelona og Oslo arbejder for at designe og gøre offentlige bygninger, gader og kollektiv transport, rekreative områder og digitale borgerservices tilgængelige, inviterende og mulige at benytte for ældre. Så er det win/win for by og borger.
Eller som når ”aldersvenlige New York” med et erhvervsinitiativ opfordrer metropolens 200.000 små erhvervsdrivende af butikker, cafeer osv. til at skabe fysisk tilgængelighed og samtidig hjælper dem med at tiltrække kunder og udvikle deres forretning, kundeservice, tilbud og promovering med fokus på behov og ønsker hos 1 mio. ældre indbyggere og 4 mio. årlige – og købekraftige – seniorturister.
Personligt er jeg vild med et initiativ i byen Manchester. Her overtages en populær natklub (for unge, naturligvis) løbende af klubaftenen ”My generation” kun for 50+. Klubben startede som et eksperiment, hvor en gruppe studerende – som del af ”aldersvenlige Manchester” – udforskede spørgsmål som: hvad nu hvis en natklub blev scene for natteliv for byens ældre? I samarbejde med lokale kræfter blev det til virkelighed. For der var ikke overraskende efterspørgsel.
Dét er (alders-)disruption. For der er velsagtens ikke noget socialt rum i byerne i dag, hvor du tidligere bliver (for) gammel end på natklubber. Hvis du savner natkluboplevelsen i 40´erne, og mindes den i 50´erne, så har du opgivet muligheden i 60´erne. Men sådan behøver det vel ikke at være? Det kræver til gengæld, at vi sammen udfordrer de fastgroede forestillinger om aldre og opdyrker mange flere muligheder for, hvordan mennesker kan blive ældre, leve livet og være sammen i byerne. Og vi skal i gang. Der er meget at tage fat på.
Aldersvenlige bysamfund
Seks nordiske byer er aktuelt repræsenteret i WHO-netværket. Herunder blandt andet Oslo. Med kun 11% indbyggere 60+ må byen ellers siges at være ung i dag – også yngre end den danske hovedstad med 14% eller lidt flere end 80.000 borgere 60+.
Det springer i øjnene, at ingen danske byer endnu er med i det voksende netværk. Den brede debat om en sammenhængende og bæredygtig omstilling til et ældre befolkningsbillede synes heller ikke at have fanget an.
Her vil mange kommuner nok selv fremhæve, at de bygger plejeboliger, at ældre med demens med rette er højt på den politiske dagsorden, at der længe er investeret i velfærdsteknologi, og at der er mange livsglade initiativer med at bringe kulturoplevelser, husdyr og børnehaver sammen med ældre beboere i kommunale plejemiljøer. Og der er mange eksempler på gode og vigtige indsatser for de svækkede, ældste borgere.
Ældreområdet er også særligt ombejlet her ved kommunalvalget. Undersøgelser viser, at den brede befolkning vægter det. Og der er brug for flere varme hænder, bedre forhold for demente ældre, flere bade og meget bedre mad. Men ældreområdet bør også rumme meget mere. Det kræver, at kommunerne samarbejder bredt og mere tværgående end i dag. For den aldersvenlige by handler også om kulturtilbud og kollektiv transport, om fysisk byudvikling og flere boligformer, om arbejdsliv, sundhed og om sociale fællesskaber.
Hvis vi vil aldersvenlige danske byer, skal der ændres fundamentalt på strukturer og på vores alderstænkning. Byerne og alle os, der gerne vil blive gamle i dem, er selv en del af svaret på, hvordan vi omstiller os til et samfund, hvor det ikke kun er muligt men også sjovt, berigende og socialt at blive gamle sammen.
Links til læs mere
Improving with age? How city design is adapting to older populations