Andelen af ældre vokser i næsten alle kommuner. København er en af de få undtagelser. Den aldrende befolkning bliver dermed lig med en udkants-problematik, der kan rumme en splittelse af landet.
Af Finn Graversen
Befolkningen bliver ældre – både i Danmark og resten af verden – det fortæller tallene i klar tale. I de kommende 20-25 år vil andelen af befolkningen, der er over 65 år stige fra ca. 20 pct. til ca. 25 pct. Det er tæt på en demografisk revolution, som vil medføre store forandringer af både økonomisk og kulturel karakter.
Men der er også en geografisk dimension i det aldrende samfund, som ultimativt kan blive en del af historien om globalister contra nationalister eller den kreative klasse i de store byer contra traditionalister på landet.
Mere om det lidt senere – først nogle fakta.
Kigger man på Danmarks-kortet, så er der nemlig store udsving. Hvis man vil skære det lidt groft, så kan man sige, at den aldrende befolkning er et udkantsfænomen: jo længere væk man kommer fra de store byer, des større andel af ældre finder man.
Det er selvfølgelig et noget forenklet og groft skåret billede, og udkantsdanmark er et forfærdeligt begreb for områder, hvor der er natur, frisk luft og højt til himmelen – men det er altså der man primært oplever det aldrende samfund.
Grafikken er fra Danmarks Statistik
Fra 2008 til 2016 er der kommet mere end 200.000 ældre danskere over 65 år, og deres andel af befolkningen er steget fra 15,6 til 18,8.
Men det gennemsnit dækker over meget betydelige udsving fra kommune til kommune: Fra kommuner hvor hver 3. er over 65 år til kommuner, hvor kun hver 10. er.
Danmarks Statistik har i anledning af folkepensionens 60 års fødselsdag i foråret lavet en gennemgang af, hvordan antallet af folkepensionister fordeler sig, og antallet af ældre over 65 år er næsten identisk med antallet af folkepensionister, så derfor bruger vi denne opgørelse.
Den viser, at antallet af folkepensionister steg i alle landets kommuner fra 2008 til 2016 – undtagen i tre: København, Lyngby-Taarbæk og Rødovre. Og særlig København skiller sig ud. Kommunen har den suverænt laveste andel af folkepensionister – nemlig 9,9 mod 10,5 i 2008.
I den anden ende af skalaen finder man Læsø, Ærø, Samsø, Langeland og Fanø, der alle har over 30 pct. folkepensionister.
Eneste geografisk undtagelse på Top 10 over flest folkepensionister er Hørsholm, der som bekendt hører til i Hovedstadsområdet.
Målt i antal var der i 2016 172.708 pensionister i København, Aarhus, Odense og Aalborg. D.v.s. at ca. hver 6. folkepensionist bor i en af de byer.
Overordnet set finder man den største andel af ældre i kommuner i Sønderjylland, Vest- og Nordjylland samt Vestsjælland. Lig med det, man kalder udkantsdanmark (se grafen fra Danmarks Statistik).
Kigger man ikke kun på København, men på landets fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, så understreger det den skæve udvikling aldersmæssigt.
I 2008 var andelen af folkepensionister i de fire byer tilsammen på 12,2. I 2016 var den 12,9.
Tallene for hver af de enkelte byer ser således ud:
• København 9,9 (10,5)
• Aarhus 13,7 (12,0)
• Odense 14,5 (16,4)
• Aalborg 15,0 (17,1)
Alle fire byer er således blandt de kommuner, hvor andelen af folkepensionister er steget mindst siden 2008.
Selvom andelen er lille, så kan antallet dog godt være stort, da der jo bor mange mennesker i byerne. Antallet af folkepensionister er f.eks. steget i København – befolkningstallet er bare steget endnu mere.
Målt i antal var der i 2016 172.708 pensionister i København, Aarhus, Odense og Aalborg. D.v.s. at ca. hver 6. folkepensionist bor i en af de byer.
Heroverfor kan man liste de byer med den største andel:
• Læsø 34,6 (25,3)
• Ærø 33,5 (26,5)
• Samsø 31,9 (23,7)
• Langeland 31,5 (24,6)
• Fanø 30,2 (19,7)
• Odsherred 28,0 (20,4)
• Lolland 27,2 (21,2)
• Bornholm 26,9 (20,1)
• Hørsholm 25,4 (20,3)
• Guldborgsund 24,9 (19,8)
Det er overvejende små kommuner, så det samlede antal mennesker i disse kommuner er ikke mere end ca. 230.000, og antallet af ældre/pensionister er 60-65.000. Men andelen er stor, og derfor er det i kommuner som disse, at man mest tydeligt oplever, hvad det aldrende samfund er.
Dette leder tankerne hen på et ord som afvikling.
Udviklingen flytter mod de store byer sammen med de yngre generationer, og i mange områder giver det en oplevelse af afvikling, hvor man dårligt nok kan få lån til et hus.
Oven i det kan man så lægge risikoen for, at man oplever det som en form for afvikling, når man forlader arbejdsmarkedet.
Regeringen har godt nok sat gang i en proces med udflytning af offentlige arbejdspladser, men selvom det er et initiativ, der reelt kan ende som et positivt bidrag i forhold til det aldrende samfund, så er spørgsmålet, om det har været en del af bevæggrundene for at gøre det.
Det er en historie, der let kan ende som en del af den store historie, der mange steder i den vestlige verden bliver karakteriseret som et oprør mod eliten. Brexit og Trump er de fremmest eksempler.
Udflytningen af arbejdspladser har overordnet mere handlet om at modvirke skævvridningen af Danmark og søge at tilføre mere aktivitet i udkantsområderne.
Ser man på en graf over skabelsen af nye job, så spejler den i det store og hele folkepensionist-andelen. Det er i de store byer, der skabes flest nye job.
Man kan dog godt stille spørgsmål ved, om udflytningen kan ændre grundlæggende ved den trend, der får de unge generationer til at søge mod de store byer, og at problematikken med udkantsdanmark derfor i vidt omfang bliver lig med problematikken med et aldrende samfund.
Det er en historie, der let kan ende som en del af den store historie, der mange steder i den vestlige verden bliver karakteriseret som et oprør mod eliten. Brexit og Trump er de fremmest eksempler.
Englænderen David Goodhart har formuleret det på en anden måde i en bog med titlen ”The Road to Somewhere”. Han taler om den store deling, hvor ca. halvdelen af befolkningen er ”somewhees” – de har en rodfæstet identitet som arbejdere, landmænd etc., og flertallet af dem bor under 20 mil fra deres barndomshjem.
Over for dem er der ”anywheres”, der udgør ca. en fjerdel og har deres identitet i kraft af karriere og uddannelse – og som bor i storbyerne og har gode job. Den sidste fjerdedel befinder sig midt imellem.
Problemet er, at samfundet domineres af ”anywheres” både økonomisk og kulturelt, og dette har skabt protesten fra ”somewheres”.
Herhjemme kan man f.eks. se det i Dansk Folkepartis valgsucces. Og i mange af de kommuner med størst tilslutning til Dansk Folkeparti finder man også en andel af ældre over gennemsnittet.
Den konstatering kan ligne en tanke – og en tanke som man ikke føler sig helt overbevist om, at politikerne på Christiansborg for alvor har tænkt.
De gør godt nok noget for at flytte offentlige arbejdspladser ud i landet, men i regeringskontorerne har man også snakket meget om at forhøje pensionsalderen med et halvt år ekstra for at skaffe penge til bl.a. skattelettelser.
Det forekommer at være et fattigt bud på, hvordan man gør den aldrende befolkning til en ældrestyrke frem for en ældrebyrde.
Foto: Colourbox