Politikerne ved, at vi bliver ældre. Men ved de også, at vi føler os yngre?

Finn Graversen


Samfundets bærende institutioner mangler at komme på omgangshøjde med den demografiske udvikling. Det var et af budskaberne, da PFA præsenterede de foreløbige resultater af selskabets ambitiøse tænketank om ”Det gode liv i den 3. alder”.

Af Finn Graversen

De ved det godt – samfundets bærende institutioner – magthaverne – politikere, selskaber, fagforeninger og andre institutioner. Vi er på vej mod et aldrende samfund, og det vil medføre betydelige forandringer.
Men selvom de ved det, så er spørgsmålet, om de endnu er på omgangshøjde med udviklingen. Om de helt har erkendt rækkevidden på forandringerne, som næppe klares blot ved at forhøje pensionsalderen? Det spørgsmål vender vi tilbage til.

Vi bliver ældre – men vi føler os yngre. Det ungdommelige sind betyder, at ældre er langt mere aktive i at forme deres liv, og det vil udfordre institutionernes mere klassiske måde at agere på.Lynda Gratton

Det store pensions-selskab, PFA, gjorde forleden en indsats for at skabe større viden om det, der bliver en af fremtidens store dagsordener. Selskabet bliver 100 år i år, og i den anledning nedsatte man en tænketank ved årets begyndelse, der har beskæftiget sig med ”Det gode liv i den 3. alder”, og i sidste uge fremlagde man de foreløbige resultater af det omfattende arbejde på en velbesøgt konference i Aarhus (se mere om tænketanken her)

Det blev en konference med masser af vitaminer – men det blev ikke en konference, der leverede svarene. Det var dog heller ikke meningen, som det blev understreget. Dels vil man bruge konferencen som inspiration til færdiggørelsen af arbejdet, og dels er det så stort og komplekst et område, at udfordringerne står i kø. Derfor bliver resultatet af arbejdet snarere en strukturering af udfordringer og problemstillinger samt et idekatalog for beslutningstagere til deres overvejelser om, hvordan de vil gribe udfordringerne an.

Institut for Fremtidsforskning har spillet en stor rolle i arbejdet, og det er da også Instituttets direktør, Claus Kjeldsen, der har varetaget rollen som formand for tænketanken. Det præger også arbejdsprocesserne og det begrebs-apparat, som man har anvendt.

Udgangspunktet er det forhold, at andelen af +65-årige om 23 år vil være steget fra ca. hver femte til ca. hver fjerde, hvilket er lig med næsten en halv million flere ældre.
På konferencen kiggede Claus Kjeldsen 23 år tilbage og skildrede på den måde, hvor store forandringer, der kan ske i en sådan periode. Og så konstaterede han, at forandringerne i de næste 23 år vil blive endnu større.

I den foreløbige rapport har man opstillet 7 centrale udfordringer, som skal håndteres for at skabe de bedst mulige rammer for det gode liv i den 3. alder:

  • En aldrende befolkning kræver gentænkning af velfærds-samfundet.
  • Nye familiemønstre kræver nye typer netværk. Dette handler bl.a. om flere singler og færre børn.
  • Arbejde og arbejdsmarked i forandring kræver tilpasningsdygtighed. Dette handler bl.a. om livslang læring og øget fleksiblitet.
  • En robust arbejdsstyrke kræver forebyggelse. Mental nedslidning er en trussel mod fastholdelse af folk i den 3. alder.
  • Bolig-mismatch og samliv i den 3. alder. Den nuværende boligmasse lever ikke op til de krav, som aldring og urbanisering skaber.
  • Accelererende sundhedsudgifter.
  • Polarisering over flere parametre. Forskel på muligheder inden for mange områder øger risikoen for marginalisering.

Helt konkret peger tænketanken på, at der er brug for et paradigmeskift inden for tre områder:

  • Vores opfattelse af hvordan vi forlader arbejdsmarkedet og går på pension.
  • Den måde vi tænker sundhed og forebyggelse på.
  • Hvordan vi bor og lever i alle livsfaser.

Specielt overgangen fra arbejde til pension fylder meget, da det på konferencen også blev fremført, at sundhed og forebyggelse også influeres af arbejdslivet. PFAs direktør, Allan Polack, kunne f.eks. fortælle, at psykiske sygdomme sidste år udgjorde den største gruppe inden for selskabets udbetalinger af erstatninger. Godt nok kan man ikke lave en direkte sammenhæng mellem arbejde og psykisk sygdom, men en eller anden sammenhæng er der dog, og tænketanken fremhæver selv problemstillingen omkring mental nedslidning.

Diskussionerne afspejler, hvor man kommer fra, og vi får nok brug for noget mere dialog på tværs af kompetencerne, hvis vi skal bringe debatten videre.Ib Enevoldsen

Bente Sorgenfrey, der både er formand for FTF og med i Tænketanken, var ikke til stede på konferencen men deltog via et videoklip, hvor hun konstaterede, at det er godt at tale om initiativer til det gode liv i den 3. alder, men at det ikke hjalp ret meget, hvis ikke man nåede frem til den 3. alder.
Derfor fremhævede hun betydningen af arbejdsmiljøet, og det er da også let at få øje på mulige konsekvenser. Et dårligt arbejdsmiljø vil både have betydning for samfundets sundhedsudgifter og for muligheden for at fastholde folk på arbejdsmarkedet, hvilket der faktisk er en betydelig interesse for blandt seniorer. Rigtig mange vil gerne bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet – men risikoen for at de fravælger det, hvis de oplever mental nedslidning, må betragtes som overhængende.

Skal man finde løsninger på dette, så vil alle blive udfordret, og så er vi tilbage ved spørgsmålet, om samfundets bærende institutioner endnu helt har erkendt, hvad det aldrende samfund vil kræve af forandringer.
Hvis alle holder fast i de positioner, som de har i dag, og som er tilpasset et samfund, der stræber efter stadig større effektivitet i en stadigt mere konkurrencepræget verden, så kan det blive svært at finde løsninger.

Men de faste positioner var, hvad man oplevede flere gange – både blandt ungdomspolitikere og voksne politikere samt en paneldebat med deltagelse af bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening og LO.
Det fik følgende ord med på vejen fra Rambølls adm. dir. Ib Enevoldsen, der også er med i Tænketanken.
”Diskussionerne afspejler, hvor man kommer fra, og vi får nok brug for noget mere dialog på tværs af kompetencerne, hvis vi skal bringe debatten videre.”

Lynda Gratton, der er professor of Mangement Practice ved London Business School og forfatter til bogen ”The 100-year life” var endnu skarpere på, at samfundets institutioner endnu ikke er på omgangshøjde med de forandringer der sker.
Hun viste en graf over udviklingen i, hvordan folk svarer på spørgsmålet om, hvor gamle de føler sig. Den viste klar, at vi måske nok bliver ældre – men vi føler os yngre.
Det ungdommelige sind betyder, at ældre er langt mere aktive i at forme deres liv, og det vil udfordre institutionernes mere klassiske måde at agere på.
Lynda Gratton talte bl.a. om den traditionelle model, hvor voksenlivet har tre stadier: Uddannelse, arbejde, pension.

Den model erstattes af en multistadie-model, hvor grænserne vil være meget mere flydende, og hvor folk vil hoppe ud og ind af forskellige aktiviteter, der både handler om uddannelse, udvikling, arbejde som lønmodtager, arbejde som selvstændig – måske endda begge dele – frivilligt arbejde og pensionering.
Det vil ikke nødvendigvis foregå lineært og det vil gøre det meget mere komplekst for beslutningstagere at arbejde med, fordi folk vil være mere uforudsigelige og du kan også risikere, at mange i en periode bevæger sig i samme retning.

I takt med at man snakker meget om, hvad samfundets institutioner skal gøre, kunne man godt sidde med en følelse af, at der er et spring fra de rigtige og fornuftige holdninger, der blev udtrykt på scenen til den oplevede virkelighed, og hvad det er, der driver mennesker.

Det er en udvikling, der kræver en nytænkning af hele job/karriere situationen, men der stoppede Lynda Gratton ikke. vi skal også nytænke både bores opfattelse af uddannelse og familie – om end hun fastslog, at familie fortsat er en meget stærk værdi.

Lynda Gratton blev præsenteret som konferencens keynote speaker, og det levede hun flot op til.
PFA har leveret et flot arbejde med at søge at øge fokus på en dagsorden, som er stor og vigtig. Men i takt med at man snakker meget om, hvad samfundets institutioner skal gøre, kunne man godt sidde med en følelse af, at der er et spring fra de rigtige og fornuftige holdninger, der blev udtrykt på scenen til den oplevede virkelighed, og hvad det er, der driver mennesker.
Det tog Lynda Gratton meget mere fat i.