Divaer giver modspil til mediernes ungdomsdyrkelse

Karen Widding


Arbejdet med en tv-serie om europæiske divaer spiller en rolle for starten på alder 3.0. Nu er arbejdet startet på en opfølger om amerikanske divaer.

Af Karen Widding, Stifter, alder 3.0, idehaver og instruktør på serien ”Europæiske divaer”

Det hele startede med den britiske skuespillerinde Charlotte Rampling en midsommeraften tilbage i 00´erne. Hun var i København og skulle introducere premierefilmen ”Mod syd” i Cinemateket. Da hun gik på scenen kunne man næsten mærke hvordan stjernesuset gik igennem den propfyldte biografsal.
Alle sad vi med øre på stilke og blikket rettet mod den ældre elegante, spinkle kvinde på scenen med det distinkte sprog og den knastørre humor. Hun gestikulerede og fortalte med stor psykologisk indlevelse om sine forskellige roller, med særligt fokus på premierefilmen.

Blitzlysene svirrede indtil hun med venlig autoritet og med sit karakteristiske uudgrundelige blik og dybe stemme, sagde ”Thank you – I think it will do”.

Næ, nej. Actionhelte over 60 – det ville sælge billetter. Der kunne åbenbart umuligt være særlig meget salg i kvinder over 60.

Da jeg cyklede hjem den aften igennem byen vidste jeg, at jeg skulle lave et tv-program om hende. Hun havde en fortælling, der var spændende at dykke ned i. Ideen voksede til en serie på 6 afsnit, der fokuserede på skuespillerinder over 60.

Det tog lang tid at realisere serien. Når jeg pitchede ideen var de generelle kommentarer, at ideen ikke var særlig sexet med kvinder over 60. Næ, nej. Actionhelte over 60 – det ville sælge billetter. Der kunne åbenbart umuligt være særlig meget salg i kvinder over 60 og det var kun med næb og kløer at jeg fik solgt ideen.
Men jeg havde jo set noget i Charlotte Rampling den aften i Cinemateket; en karisma, en stemme, en dybde i måden at tale og forstå sig selv på, en humor, et vid og en særlig værdighed.

Mit ærinde var, at få skabt opmærksomhed omkring den power, særlige indsigt og ro disse ældre kvinder udstråler, vise alderens værdighed.

Jeg holdt fast. Jeg VILLE lave noget om og med ældre divaer, der kunne fortælle historier og som kunne agere kunstneriske rollemodeller, skabe et modtræk til den enorme ungdomsdyrkelse vi oplever i medierne, og måske særlig i filmindustrien, hvor kvindelige skuespillere ofte holder op med at være ”love interests”, når de er passeret 40 og begynder at nærme sig stereotyperne som eksempelvis bedstemorroller …

Mit ærinde med serien var, at komme tæt på personen – komme bag personaen – og få skabt opmærksomhed omkring den power, særlige indsigt og ro disse ældre kvinder udstråler, vise alderens værdighed. Jeg ville tæt på de rynkede hænder og furene om øjnene. Og jeg ville ikke afspise seerne med scener a la ”nu går hun tur med hunden i parken”. Men derimod lade skuespillerinderne stråle af seriøsitet og evne til at sætte ord på levet liv og fremtid i god dialog med yndlingsjournalisten, Lene Johansen.

Vi kan se, at på den respons vi indtil videre har fået, at der er et stort behov for at tale om alder på nye måder, der ikke er instrumentelle – og ældre kunstneriske rollemodeller er af stor væsentlighed.

Det kom der en portrætserie på 6 afsnit ud af med Charlotte Rampling, Carmen Maura, Hanna Schygulla, Marie Göranzon, Stina Ekblad og Ghita Nørby. Serien have premiere på DR i 2014 og bliver jævnligt genudsendt på DRK. Desværre er de ikke tilgængelige på dr.dk.

Og det var faktisk også denne serie, der affødte lysten til at dykke endnu mere ned i at fokusere på alder og det aldrende samfund, som er omdrejningspunktet for Alder3nul´s arbejde. Vi kan se, at på den respons vi indtil videre har fået, at der er et stort behov for at tale om alder på nye måder, der ikke er instrumentelle – og ældre kunstneriske rollemodeller er af stor væsentlighed. Således har både Lene Johansen og jeg fået masser af private mails fra glade seere, der har hyldet netop dette format, hvilket har fået os til at arbejde videre med en opfølgning: ”American Divas”.

Der ligger en lang produktionstid foran os, men vi ser frem til at høre dem reflektere over deres filmliv; både over deres egne roller, filmindustrien og måske i særlig grad – synet på, og fremstillingen af kvinder, der ikke længere er unge.

Det vil være for tidligt at røbe noget om castet, men vi har høje ambitioner. Vi glæder os til at lade disse stjerner tale for dem selv og dvæle ved alder og styrke og håber at serien vil få samme succes og gennemslagskraft, som vores europæiske portrætter.

Foto: Colourbox