Hvis jeg lige for en stund skulle have glemt at jeg for få måneder siden rundede de 60 år, blev jeg forleden godt og grundigt mindet om min alder. Egentlig går jeg ikke og tænker over det, for nogen stor forandring oplever jeg ikke. Jeg har det godt og er en af de såkaldt atypisk ansatte med en god freelance tilværelse med spændende opgaver og derfor også et arbejdsliv, som jeg håber kan vare ved i mange år.
Af Mogens Blicher Bjerregård, Foto: Nick Hidalgo på Unsplash
Efter at have været nogle dage på rejse med mine opgaver, ventede der lidt post til mig – altså den fysiske, som efterhånden er blevet noget sparsom. Jeg kan nu ellers godt lide, at der er post, sikkert fordi det giver gode minder om den enorme korrespondance vi havde i min barndom, hvor store dele af familien var udvandret.
Men nu var der sandelig et brev – fra Hillerød kommune: Navn og adresse lidt ubehjælpsomt skrevet formentlig ved hjælp af en ret så slidt og affældig skrivemaskine, hvilket såmænd ikke gjorde min medfødte nysgerrighed mindre, og jeg åbnede straks kuverten.
Den tredje stemme
Frem dukkede en stemmeseddel, hvilket først undrede mig, da jeg netop få dage forinden havde været på rådhuset for at brevstemme til kommunal- og regionsrådsvalget, og skulle der da være noget galt med de stemmer?? Nej, nej, opklaringen lå lige for: Jeg har nemlig 3 stemmer i år, – også en til Ældrerådet – det havde jeg ikke lige set komme.
Jeg har nemlig 3 stemmer i år, – også en til Ældrerådet – det havde jeg ikke lige set komme.
Nu er jeg opdraget til at bruge min stemmeret, som mine og andres bedsteforældre og oldeforældre så hårdt har tilkæmpet, og jeg dvæler altid ved den tort det var for mine forældre at blive nægtet deres stemmeret første gang, de passerede valgretsalderen på 25 år. Dengang før Grundlovsændringen i 1953, blev de frataget deres stemmeret, fordi de havde en mindre skattegæld. Den historie har jeg selvfølgelig hørt mange gange, og hvor må det have været ydmygende, blot fordi pengene var små.
Så selvfølgelig skulle jeg da sætte mit kryds uanset valget – også med fuld ret til at stemme blankt, hvis det skulle komme dertil. Det ville i givet fald have været første gang, for jeg har stemt ved samtlige valg, om det så skulle være på en ambassade, lige fra kommunalvalget i 1978 til dette Ældrerådsvalg – i alt 56 kryds er det blevet til, og nummer 56 blev lidt svært.
Hvad vil kandidaterne til et ældreråd?
Nysgerrigheden driver alligevel en gammel journalist, så jeg gav mig i kast med et stykke research-arbejde. Lidt aldersafslørende gik jeg på jagt i de lokale aviser, som endnu ikke var smidt ud, for at finde stof om ældrevalg, men gav op. I stedet gik jeg online på Hillerød kommunes hjemmeside og fandt kandidatlisten.
Absolut ingen navne sagde mig noget. Heldigvis stod der lidt om, hvad de enkelte gik til valg på: ”Værdig ældrepleje”, ”center for aktive seniorer”, ”seniorboliger”, ”en tilfredsstillende tilværelse, ”sundhed, tryghed og pleje”, ”bedre hjemmepleje” ”bedre daglig kost” osv. Jeg kunne ikke være uenig i noget af det, men kan helt ærligt ikke rigtig se, hvorfor det ikke er en opgave for byrådet og kommunen. Hvis der endelig skulle være et særligt nedsat råd, så ville det da give mere mening at møde plejehjemsbeboere, deres pårørende og omsorgsmedarbejdere.
… langt nede på listen fandt jeg endelig en kandidat, som uden på nogen måde at forklejne ordentlige forhold på plejehjemmene mv. havde bare lidt videre perspektiver såsom bedre kollektiv trafik …
Nå, men langt nede på listen fandt jeg endelig en kandidat, som uden på nogen måde at forklejne ordentlige forhold på plejehjemmene mv. havde bare lidt videre perspektiver såsom bedre kollektiv trafik til yderområderne, og så satte jeg mit kryds, lagde stemmesedlen i stemmekuverten og videre i post-kuverten og så i postkassen. Om den så derfra nogensinde når frem til tiden, må være op til PostNord.
Vigtigere at kunne virke end at blive sat i en aldersbås
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at både det nuværende ældreråd og de nye kandidater til de nye råd er engagerede mennesker, der lægger deres energi i det. Loven om de ældreråd, der skal være i alle kommuner siger: ”Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre”.
Jeg har selvfølgelig reflekteret over min lidt luksuriøse tilgang til velmenende menneskers oprigtige interesse for os i alderen 60+, for der er selvsagt en stor opgave, som jeg formentlig også en dag selv får gavn af. Jeg kunne dog godt tænke mig en noget mere nuanceret tilgang til opgaven.
Nogle ser frem til at blive pensioneret, helst tidligst muligt og helt forståeligt efter et hårdt arbejdsliv.
Nogle ser frem til at blive pensioneret, helst tidligst muligt og helt forståeligt efter et hårdt arbejdsliv. Min bedstefar, som var gartner, blev ved med at arbejde – til han var 80, stort set til han døde, og sådan kender jeg flere tilbage i generationerne. Om pligten, nødvendigheden eller simpelt hen værdien af at virke drev dem, skal jeg lade være usagt.
Selv er jeg glad for at kunne virke. Jeg er gået fra at være ansat til i dag at være freelance, som er en stor frihed i mit daglige valg af arbejde, og jeg kunne ønske, at den mulighed kunne åbne sig for flere i min alder.
Respekt, fleksibilitet og flere muligheder
At vi i Danmark er ved at skabe et mindset, hvor vi gerne må blive ved med at arbejde både til en udskudt pensionsalder og længere endnu, er da livsbekræftende. Men det kræver at arbejdsmarkedet er forberedt på det, og at mange forskellige arbejdsformer anerkendes. Det gælder for eksempel at det bliver lettere at blive freelancer uden partout at skulle starte egen virksomhed.
Med en vifte af muligheder, respekt for de kompetencer, mennesker gennem mange år oparbejder, meget mere fleksibilitet mellem arbejde og fritid samt fjernelsen af skotter mellem brancherne, så er der plads til flere, der gerne vil virke. Se det vil have både en livsværdi og en livsforlængende effekt, og så vil der også være flere resurser til den plejekrævende del af vores tilværelse.
Mogens Blicher Bjerregård, freelance international og præsident for European Federation of Journalists. Har gennem tre årtier arbejdet med medie- og arbejdsmarkedsspørgsmål blandt andet gennem 16 år som formand for Dansk Journalistforbund frem ti 2015. Arbejder nu primært internationalt for pressefrihed, ophavsret, medieudvikling og kapacitetsopbygning af journalistforbund.Foto: Joan Rask