En professor i Aalborg har fået næsten 5 mio. kr. til at forske i en effektivisering af demokratiet. Et af hans fokus områder er en begrænsning af ældres stemmeret, og han bakkes op af andre professorer.
Af Finn Graversen
Det forekommer så horribelt, at det kan være svært at forstå, hvordan nogen overhovedet kan finde på at sige sådan noget. Måske kunne man forstå det, hvis det alene var en provokation med henblik på at få nogen holdninger ud af busken, men det er det ikke. Langtfra.
Der er tale om en professor i Aalborg, Jørn Sønderholm, der har fået 4,95 mio. kr. fra De Frie Forskningsmidler til at forske i ”politisk lighed og retfærdig stemmeafgørelse ved demokratiske valg”, og i denne sammenhæng rejser han helt seriøst spørgsmålet, om man skal begrænse ældres indflydelse ved at vægte deres stemmer lavere end yngre menneskers.
Jørn Sønderholm udtrykte det i sommer således i Berlingske:
”En vælger på 92 år har en stemme, som tæller lige så meget som en vælger på 18. Er det retfærdigt?”
Forfatteren Rolf Bagger tog i sidste uge i en stor artikel i WeekendAvisen om ældrebyrden fat i emnet, og han kunne fortælle, at Jørn Sønderholm ikke er ene om synspunktet. Rolf Bagger citerede en anden artikel i Berlingske, hvor flere professorer under overskriften ”De gråhåredes tyranni” fremkom med lignende synspunkter:
”Vælgerne bliver ældre, de unge kommer i mindretal, og samfundet bliver formet efter ønsker fra dem, der alligevel ikke skal leve af det. Det kan have konsekvenser for vækst og velstand, ligesom det er en udfordring for den demokratiske proces,” stod der i artiklen, og professor Asbjørn Sonne Larsen fra Syddansk Universitet sagde:
”Udviklingen mod et stadigt mere gråhåret vælgerhav har den effekt, at politikerne i højere grad tilgodeser de ældres ønsker på bekostning af de unges.”
Tanken bag et epistokrati er ikke at ekskludere nogen. Det er ikke et elitært projekt i negativ forstand. Alle skal have mulighed for at deltage uden at det koster dem noget. Hvis vi har flere vælgere, som har et højere niveau for refleksion, så får vi en bedre regeringsførelse til gavn for alle. Nogle beslutninger er bedre end andre, og måske kan vi få bedre beslutninger, hvis medianvælgeren ved mere om politik.
Jørn Sønderholms tilgang til forskningsprojektet er som et ekko på konkurrencestaten, og da den siver ind overalt er det på den led ikke så mærkeligt, at man begynder at anfægte det grundlæggende synspunkt om ’1 mand 1 stemme’.
Jørn Sønderholm taler om epistokrati, der er en styreform, hvor viden og stemmer fra vælgere, der ved noget, tæller mere end andres.
”Tanken bag et epistokrati er ikke at ekskludere nogen. Det er ikke et elitært projekt i negativ forstand. Alle skal have mulighed for at deltage uden at det koster dem noget. Hvis vi har flere vælgere, som har et højere niveau for refleksion, så får vi en bedre regeringsførelse til gavn for alle. Nogle beslutninger er bedre end andre, og måske kan vi få bedre beslutninger, hvis medianvælgeren ved mere om politik,” siger Jørn Sønderholm og fremfører, at det vil være en god ide at foretage forsøg med epistokrati i mindre målestok.
Argumenterne mod disse holdninger stiller sig instinktivt i kø, og selvom rygmarvsreaktioner har det med at blive betragtet som negative i en foranderlig verden, så forekommer de lige i dette tilfælde ganske rimelige.
- Hvis man skal reducere ældres stemmeret, hvilken alder skal man så begynde ved? Der er jo ingen, der ved, hvor længe vi lever, og selvom man bliver 90, kan man jo godt have 10 år tilbage. Er det så kort tid, at de ikke skal leve med konsekvenserne?
- Skal man så også reducere kræftsyges stemmeret, hvis lægerne vurderer, at man kun har nogle år tilbage at leve i?
- Det er muligt, at ældre ikke skal leve med konsekvenserne af deres stemme lige så længe som unge, men rigtig mange ældre har både børn og børnebørn, og rigtig mange ældre kerer sig faktisk ret meget om, hvordan det går deres børn og børnebørn.
- Man kan også indvende, at ældre måske netop er i en situation, hvor de med deres erfaring kan se et større perspektiv og derfor stemmer mere værdibaseret frem for på en optimering af deres snævre interesser.
- Måske man også skal forhøje valgalderen, for har unge på 18 år nok indsigt til at kunne bedømme, hvem de skal stemme på.
- Og hvordan skal man i det hele taget kunne definere, hvem der er bedre til at stemme end andre? Behøver en cand. scient. pol. nødvendigvis at være bedre til at bedømme en problemstilling og placere en stemme derefter end en murer?
- Hvad nu hvis eliten viser sig at være dårlig til at træffe beslutninger, hvordan kan man så igen reducere deres indflydelse?
Man kan formentlig blive ved, og det understreger, hvorfor man historisk har kæmpet for princippet om ’1 mand 1 stemme’ – og i øvrigt ændret det til ’1 m/k 1 stemme’. Der var jo engang, hvor man(d) ikke mente, at kvinderne var i stand til at træffe et kvalificeret valg om, hvem de skulle stemme på.
Hvis professorerne virkelig vil have et mere effektivt demokrati, så er her et forslag: Robotterne trænger ind over alt, og hvorfor ikke også her. Robotter er jo netop gode til at bearbejde store mængder af data, og så kan vi hver for sig fortælle, hvilke ting vi lægger vægt på, hvorefter robotten nok skal finde det rigtige sted at sætte krydset.
Kombineret med kunstig intelligens, vil det efterhånden ikke engang være nødvendigt at give et input, og vupti – så har vi skrevet os selv helt ud af historien.
Professorerne gør sig skyldige i en grov forsimpling af demokratiet ved at reducere stemmeafgivning til alene at være styret af egen-interesser.
Polemisk? Måske. Men det er den problemstilling som konkurrencestatens evige jagt på stadig større effektivitet og omkostningsreduktioner rejser: Er der plads til også de uperfekte mennesker, og til at mennesker kan være mennesker på godt og mindre godt?
Professorerne gør sig skyldige i en grov forsimpling af demokratiet ved at reducere stemmeafgivning til alene at være styret af egen-interesser. Ældre stemmer på de politikere, der vil give dem en ældrecheck og børnefamilier stemmer på dem, som vil ansætte flere pædagoger.
Ingen tvivl om, at egeninteresser også spiller en rolle, men det er meget mere komplekst end som så, og professorerne kan næppe finde belæg for, at folk udelukkende stemmer på den måde.
Det er måske et logisk synspunkt, når man lægger konkurrencestats-logikken ind over demokratiet, men det er en tilgang, der bør bekæmpes energisk.
Berlingske-journalist Bent Winther, nævner i sit interview med Jørn Sønderholm, at debatten om demokratiets tilstand har fået masser af næring i kølvandet på valget af Donald Trump og efter, at det sidste år var de ældre vælgere, der stemte briterne ud af EU, mens de unge stemte remain.
Men disse to eksempler handler netop om, at folk gør oprør mod den politiske elite, fordi de mener, at den har overset store grupper i samfundet. At reagerer ved at tale om at øge elitens indflydelse er i bedste fald håbløst.
Demokrati er ikke den bedste styreform… Men det er den mindst ringe.
Der er ingen tvivl om, at vi er udfordret – bl.a. en stigende individualisering, der belaster fællesskabsfølelsen og en digital udvikling, der har sat en fælles forståelse af fakta under pres.
Men demokrati er og bliver besværligt, og løsningen er ikke at reducere demokratiet. Det er den samme argumentation, som man kan bruge til at argumentere for stærke mænd og diktatorer.
En af det forrige århundredes store statsmænd, Winston Churchill, sagde det ganske præcist:
“Demokrati er ikke den bedste styreform… Men det er den mindst ringe.”