Længe leve modvinden

Bo Østlund

Af Bo Østlund, forfatter & journalist, fotograf Peter Nørby

Min far var en fantastisk dejlig, vidunderlig og helt igennem elendig far. Han havde bunker af kærlighed til os på de gode dage, men det store svigt opstod, når lykken hele tiden blev ødelagt, fordi det indadtil gik helt galt, så alle de gode minder blev overskygget af de hårde minder.
Og så var han købmand til det sidste. Også da han med to spritpenne og en 3-i- ener i lommen holdt ophørsudsalg, sprang fra stålrørsstativet og lod sig kvæle i en ledning mellem klokken 22 og 23.30 en sen søndag aften i 1980, mens P1 sluttede dagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.
Dagen efter gik jeg på arbejde. Det samme gjorde mine søstre.
Som små tapre tinsoldater.
Et-to, et-to, et-to, et-to.
Og vi brød alle hver især sammen i løbet af dagen og måtte tage hjem igen.

Min far havde sine dæmoner, men jeg var alt for ung til at se dem. Forstå ham.
Til gengæld ser jeg ham hver eneste gang, jeg i en film pludselig ser en hængt person.
Far er Jack i “Sommersby”, han er Selma i ”Dancer in the Dark”, han er Perry Smith i ”Capote”, han er Murron MacClannough i ”Braveheart”, han er Jason i ”Fredag den 13.”, han er Charles Bronsons bror i verdens ondeste hængningsscene i ”Once Upon A Time In the West”, og han er hver eneste hængte i ”Lady Sings the Blues”.
I mange år forlod jeg biografen, hver gang jeg blev overrasket af en scene med hængning. Kunne ikke klare synet.
Nu lukker jeg øjnene og gemmer hovedet i hænderne, til jeg er sikker på, scenen er slut.
For jeg ved, at hvis jeg åbner dem for tidligt, vil den hængte oppe på lærredet pludselig åbne øjnene, kigge på mig og med en skæv grimasse spørge:
’Hej Bo, har du det godt?’
Det er, når jeg sidder med hænderne for øjnene, med gåsehud og koldsved gispende efter vejret i det røde biografsæde, at jeg forbander fars beslutning en søndag aften for snart 40 år siden.

Min fars historie er vigtig, for den er årsagen til, at jeg i dag sidder og skriver disse ord, fordi hans selvmord – og min udfordrende opvækst – på grund af et indre pres førte til skabelsen af mine to værker ’Modne Mænd’ og ’Modne Kvinder’, som du kan læse meget mere om og købe på forlaget-heatherhill.dk
Mine to bøger om kvinders og mænds modne liv efter de 50 har været en fantastisk og magisk rejse, hvor jeg i løbet af det seneste halvandet år har fået lov at mødes med 48 kendte danskere, som åbnede deres hjem og hjerter for mig og læserne.
Og alle disse møder og samtaler har bekræftet mig i, at vi alle hver især har haft en udfordrende opvækst på ét eller andet plan, og det uanset hvordan det så er gået senere i livet. For tilværelsen er den største læremester, og vi er alle hver især på vores rejser, som sender os i livets uundgåelige kinddanse med engle og dæmoner.
Jeg har trådt mine egne dansetrin. Både da min far den sene februaraften i 1980 begik selvmord, mens jeg endnu var alt for ung til at fatte det, og alt for ung til at tilgive det. Og igen da jeg en novembernat 28 år senere grædende tryglede Gud om ikke at tage min gamle mor fra mig.
jeg knugede hendes hånd så hårdt, at mine knoer blev hvide i et sidste forsøg på at sende liv og kræfter ned i hendes gamle, trætte, syge krop, indtil verden og mit hjerte stod stille, mens hun som en engel baskede op i den mørke vinterhimmel over Odense, sagde hej til månen og blev til en stjerne.
For Gud havde fri, og mor var klar. Meget mere klar, end jeg nogen sinde selv ville blive. Mere end en søn nogensinde bliver på sin mors dødsleje.

Og sådan er det for de 24 medvirkende i først ’Modne Mænd’ og senest i den nye ’Modne Kvinder’. De har malet med alle kulørerne fra tilværelsens palet – også de mørkeste – og nu deler de åbenhjertigt og uden filter ud af deres liv. De deler oplevelser og tanker, så alle vi andre kan spejle os, nikke genkendende, undre os, grine, mærke sorgen, smerten og alle de andre følelser. Og frem for alt kan vi bruge alle disse tusinder af refleksioner på levet liv som et kompas til at stikke kursen mod vores egen fremtid på denne besynderlige blå planet.
Det har været en intens rejse og et stort feltarbejde gennem 2017 til disse 24 kvinder, og det er selvsagt oplagt at spørge: Hvad var så forskellen på mødet med mændene og kvinderne …?
Jo – det er min opfattelse, at mændene var mere bange for alderdommen og at blive senile, få Parkinsons eller dø i smerter, mens kvindernes bekymringer i højere grad har handlet om fortiden: ’Har jeg været en god nok mor, og hvad har mine livsvalg betydet for mig og mine omgivelser?’
Desuden har de modne kvinder været mere detaljeorienterede, mere følsomme og mere opmærksomme på det billede, der blev skabt af dem gennem bogen. Et halvt dusin af mændene sagde, at de ikke behøvede læse teksten igennem. Kvinderne har været nede i det mindste punktum og komma, og seks af dem sprang fra midt i processen.
Alle de 24, der er endt med at deltage, er nogle utroligt skønne, givende, fantastiske kvinder fulde af mod og lyst til at dele deres erfaringer og blotlægge deres liv og tanker helt uden filter. Men det har været en hård proces for alle – også med mange tårer undervejs – og jeg tror, at det spejl, som der holdes op foran dem i en ganske nøgen bog som denne, er meget råt. Især når mange vælger at fortælle ting, de ikke tidligere har sagt til andre, ikke engang deres nære familie.
Det er for alle parter en meget følsom proces at lave et værk som dette – men derfor så meget mere givende, når lysten til at dele er så stor.
En anden forskel på de to værker er, at samtlige 24 mænd i ’Modne Mænd’ var i et forhold, mens 10 af kvinderne i den nye bog ’Modne Kvinder’ er singler.

Jeg er selv 61, og det er for mig verdens bedste alder af den simple grund, at jeg ikke længere er bange. Det er dét, som jeg synes er vigtigst ved at være moden – at angsten er væk. Min fars selvmord lærte mig aldrig at fortryde noget her i livet, og jeg er heller ikke bange for at dø. Og når jeg ikke er bange for at dø, er jeg heller ikke bange for at leve. Eller at leve lige hér i nuets kraft. I dag, i denne time, dette minut, dette sekund.
Det er mit simple regnestykke.
Det er i modvinden, vi modner og lærer – og der er en ro over modenhed og patina, som jeg ikke vil være foruden.
Længe leve den modne alder og den livsvisdom, den giver, i form af ydmyghed, taknemmelighed, tilgivelse og stor, stor kærlighed.

Læs meget mere på min blog på min hjemmeside booestlund.dk