For nylig stødte jeg på en kommentar, som gjorde mig ret tænksom. Det var en kvinde, der sagde ordene til mig i al fortrolighed: ”Jeg føler mig skamfuld over at være gammel”. Og vedkommende var endda kun lige blevet 60 år. Kunne det virkelig være rigtigt? Var det ikke et lige lovlig stærkt ord at benytte for en naturlig livsproces, eller var kvinden blot meget god til at sætte ord på tabuiserede følelser, som andre forsøger at fortrænge? Og kan man i det hele taget føle skam over noget man slet ikke har indflydelse på?
Af Lotte Hvas
Kort efter genfandt jeg noget af det samme, da jeg læste den anbefalelsesværdige bog ”Livsmodig”, hvor fire stærke og kloge kvinder samtaler om livet efter de 50. Bogens redaktør, journalist Gitte Løkkegaard, beskriver i forordet hvordan hun selv havde det med at passere sin halvtredsårs fødselsdag:
”Jeg havde en udefinerlig fornemmelse af at føle mig svækket. Det var ikke længere den samme selvfølgelighed og sikkerhed i mit møde med dage og mennesker. En underlig form for skamfuldhed havde sneget sig ind, og det undrede mig. Skulle det nu – ud over alt det andet også være skamfuldt at blive ældre? Det gav ingen mening.”
Nej, det giver ingen mening. Men alligevel, der er måske noget om snakken, når kvinder føler sig skamfulde. Så meget, at man i USA er begyndt at give det et navn: ’Age-shaming’ – et ord på linje med fx body-shaming, hvor man af omgivelserne bliver udskammet på grund af sit kropslige udseende, og nu altså også på grund af alderen. Og problemet er formentlig langt større for kvinder end for mænd.
Det giver også god mening at tale om skam i forhold til aldring, når man læser om selve skam-begrebet. I et essay om skamfølelsens psykologi bevidsthed.org skriver psykolog Holger Spanggaard: ”Skam er en følelse af at være forkert. Ikke fordi du har gjort noget forkert, men fordi du er forkert som menneske, at du ikke er ok. De skamfulde følelser inkluderer at føle sig pinlig, flov, genert, blufærdig, kikset osv. Når skammen rammer, har du lyst til at forsvinde, gemme dig, undgå øjenkontakt osv.”
”Det modsatte af skam er stolthed. Ikke ego-stolthed som: “Jeg er for fin til at tage bussen”, men stolthed som: “Jeg kender min værdi, og forsøger ikke at gemme mig. Jeg er stolt af den jeg er.”
Men der findes heldigvis også en modsætning til skam. Holger Spangsgaard fortsætter: ”Det modsatte af skam er stolthed. Ikke ego-stolthed som: “Jeg er for fin til at tage bussen”, men stolthed som: “Jeg kender min værdi, og forsøger ikke at gemme mig. Jeg er stolt af den jeg er.”
Og stolthed er netop også hvad jeg er stødt på, når jeg igennem masser af år har talt med midaldrende kvinder. Jeg har talt med dem om overgangsalderen og om at blive ældre og på vej ind i en ny livsfase. Jeg har mødt dem i mine forskellige roller, som praktiserende læge, forsker og veninde, og har været optaget af hvordan kvinder oplever at være i overgangsalderen.
Udover at være et rent biologisk fænomen og en hormonel forandringstid, ser kvinderne ofte overgangsalderen som et eksistentielt symbol på at de er timelige og ikke evigt unge. Det betyder at de ikke kun forholder sig til mulige symptomer, men at de også påvirkes af omgivelsernes syn på at de bliver ældre. Og det er ikke just positivt. Som koreografen Nønne Mai Svalholm sagde i et radiointerview, inden urpremieren på danseforestillingen Ultima for nylig, hvor der udelukkende er dansere over 60 år, sådan frit efter min hukommelse: ”Der findes i Danmark i dag vel ikke noget der er så usexet som at blive ældre.” Heldigvis forsøger den samme Nønne i sin forestilling at gøre op med stereotyperne.
Så udover at kvinderne kan have hedeture, evt. blødningsforstyrrelser og tørre slimhinder, så skal de også forholde sig til hvordan de selv og omgivelserne tænker om at blive ældre, og de forandringer der kommer, som årene går.
Så udover at kvinderne kan have hedeture, evt. blødningsforstyrrelser og tørre slimhinder, så skal de også forholde sig til hvordan de selv og omgivelserne tænker om at blive ældre, og de forandringer der kommer, som årene går. Eller som en kvinde sagde med et smil på læben: ”Pyt med hedeturene, jeg har ikke brug for hormoner. Men finder du noget medicin, der kan gøre at håret ikke bliver gråt, så vil jeg gerne kontaktes igen!”
Men tilbage til det med stoltheden. For det spændende ved at tale i enrum med kvinder, er, at de fortæller så mange positive og gode ting ved at passere overgangsalderen. De føler sig fx mere frie (seksuelt, økonomisk, tidsmæssigt), de føler sig mere erfarne og er blevet bedre til at prioritere og stå ved sig selv. ”Jeg er gået ud af flinkeskolen” er en hyppig kommentar. På de sociale medier kan man i heldige øjeblikke også støde på små opslag i samme stil, skrevet af modne kvinder, som fx ”Jeg er bare blevet klogere”, ”Jeg har fået mere styr på mig selv og mine tanker” og ”Jeg er faktisk lidt stolt over alt det jeg har klaret”…
Når jeg har talt med kvinderne, så har de selvfølgelig også beskrevet negative oplevelser. Oplevelser, der især handler om tabssituationer: Tabet af ungdom, tab af sociale relationer – dødsfald, skilsmisser osv. – og fysiske forandringer, som har medført tab af kropslige funktioner, pga. sygdom. Kvinderne har også fortalt om oplevelser, hvor de skal tilpasse sig en ungdomsdyrkende kultur, hvor de ofte føler sig mere usynlige og mister status, og er bange for at blive ramt ved næste ’prikkerunde’ til trods for deres erfaring og stabilitet: ”Vi har jo ikke barns første sygedag og alt det der”.
Men det har også været interessant at se hvordan alle de POSITIVE erfaringer blev brugt til at kompensere for de negative oplevelser, som fx ”Nok er jeg blevet rynket og gråhåret, men jeg har fundet en ro i mit liv, som gør at jeg ikke vil bytte med en på 25”.
Så hvordan kommer vi videre, og får understøttet kvinders evne til at se på sig selv med anerkendelse, i stedet for at fyldes med en tabuiseret skamfølelse?
Vi skal også turde sætte ord på det, der er svært – også en følelse som skam. Men vi er nødt til at gøre det i fællesskab. Alene og hver for os går det næppe. Jeg tror vi bliver nødt til at låne lidt fra tidligere tiders kvindekamp, og benytte det gamle slogan om ”at gøre det private politisk”.
I mine øjne handler det om to ting: Dels skal vi turde stå frem og fortælle om alle de positive erfaringer som vi har gjort os undervejs, og netop ikke lade det være op til en fortrolig samtale under fire øjne, som om det var noget meget unikt og privat. Vi skal også turde sætte ord på det, der er svært – også en følelse som skam. Men vi er nødt til at gøre det i fællesskab. Alene og hver for os går det næppe. Jeg tror vi bliver nødt til at låne lidt fra tidligere tiders kvindekamp, og benytte det gamle slogan om ”at gøre det private politisk”. Det nytter jo ikke for den enkelte kvinde, der føler sig belastet af en følelse af at være forkert eller pinlig, at selv gøre op med myter og tabuer. Men et projekt som ’Alder 3.0’ er en god begyndelse. For som der står om projektet: ”Vi skal vise at man kan være stolt af at blive ældre. At vise at man sagtens kan være i udvikling, fremfor i afvikling.”
Denne lille artikel har haft fokus på kvinder. Og kvinders tanker og følelser omkring at blive ældre: En blandet oplevelse som strækker sig fra skamfølelse til stolthed, men også handler om hele balancen mellem uundgåelige tab og nye muligheder, der begge dele dukker op som årene går.
Det er næppe kun kvinder, der gør sig overvejelser om hvilken ændret rolle de tildeles i samfundet, eller gør sig tanker om betydningen af rynker, gråt hår og ændret kropsfacon. Men at være ældre kvinde rangerer i mange sammenhænge endnu lavere i samfundets øjne end at være ældre mand. I forbindelse med et projekt som alder 3.0 tror jeg også at det er nødvendigt at stille skarpt på de mulige kønsmæssige forskelle der er i status omkring aldring, og det forskellige syn på kvinder og mænd i et aldrende samfund.
Hvis du vil læse mere om bogen ”Overgangalderen – bedre end sit rygte” kan du læse på overgangskvinder.dk
Originalartikler findes på lottehvas.dk
Jeg er 63 år og min formelle titel er speciallæge i almen medicin, dr. med.Jeg har været praktiserende læge i 25 år i Præstø på Sydsjælland, indtil 2014. Jeg var medlem af Det Etiske Råd fra 2008-2013. I de sidste 20 år har jeg været tilknyttet forskningsenheden for almen praksis i Kbh og forsket i kvinders oplevelse af at være i overgangsalderen. I 2008 forsvarede jeg afhandlingen “Medicin til raske – en syg ide” og i foråret 2017 udkom bogen “Overgangsalderen – bedre end sit rygte”. Bogen er en ‘brugsbog’ til kvinder i overgangsalderen, og den forsøger samtidig at gøre op med gamle myter og negativ tænkning omkring en normal periode i et kvindeliv.
foto: Sussie Jensen