Hvis man oplever en tiltagende panik over at have rundet de 50 år uden at vide, hvad man skal stille op med sig selv resten af livet, så er Svend Brinkmanns bøger ikke et dårligt sted at henvende sig for at få sat tingene i perspektiv
Af Hanne Feldthus
Først skulle vi ”Stå fast”. Året efter skulle vi anskaffe os ”Ståsteder”. Og nu efter endnu et år skal vi ”Gå glip”. Det er naturligvis psykologiprofessor, Svend Brinkmann, jeg henviser til. Hans tre bøger med de bydende titler storsælger og heldigvis for det.
Brinkmann har udviklet sig til en slags lobbyist for det gode liv, og det holder vi meget af i alder 3.0. Særligt fordi han har gennemtrawlet de store tænkere helt tilbage fra Aristoteles for at omsætte deres visdom til det moderne liv.
Selvom bøgerne er let læst, er det altså alt andet end historieløs, new age lommefilosofi, vi udsættes for.
Personligt er jeg mest begejstret for bog to, der advokerer for, at man skal finde nogle ståsteder i livet. Ståsteder som i sig selv repræsenterer det gode. Forhold man vil værne om, ikke fordi det kan betale sig, men fordi de har et formål i sig selv og dermed giver livet mening. Eksempler på sådanne ståsteder er i følge Brinkmann sandhed, kærlighed, frihed og værdighed.
Det gør RealDania selvfølgelig, fordi de udmærket er klar over, at noget så luftigt som livskvalitet ikke er argument nok for at komme igennem med deres forslag om 70.000 nye ældreboliger. Er det ikke trist?
Hermed gør han op med tidens enerverende fokus på nytteværdi. Det fik mine øjne op for magtens retorik, som har invaderet den offentlige debat. Alle forslag, hvad enten de kommer fra politikerne eller de interessegrupper, der vil påvirke dem, er altid ledsaget af en beregning om, at det kan betale sig. Hvis et parti vil gøre en ekstra indsats for de svage unge, er det ikke, fordi det er værd at gøre i sig selv, men fordi det er en god forretning, da de unge forventes at trække mindre på de offentlige kasser.
Når RealDania udgiver en rapport om, at der er behov for flere boliger til ældre med plads til fællesskab, fællesspisning og andet godt, så bliver det ledsaget af en analyse af, hvor meget kommunerne kan spare på hjemmehjælp og plejehjem. Det gør RealDania selvfølgelig, fordi de udmærket er klar over, at noget så luftigt som livskvalitet ikke er argument nok for at komme igennem med deres forslag om 70.000 nye ældreboliger. Er det ikke trist?
Til det kan jeg kun sige, at det er aldeles uretfærdigt og må være et udtryk for, at de ikke har læst bogen eller ikke forstået dens budskab.
I alder 3.0 vil vi også gerne være lobbyister for det gode liv. Derfor vil jeg gerne anbefale alle tre bøger også den sidste ”Gå glip”, selvom sociologen, Henrik Dahl, i sin sure anmeldelse i Berlinske anklager Brinkmann for ikke at tage sin egen medicin. Angiveligt fordi Brinkmann aldrig går glip af en offentlig eksponering.
Man mere end fornemmer hr. Dahls misundelse, men jeg har også hørt andre komme med samme anklage. Til det kan jeg kun sige, at det er aldeles uretfærdigt og må være et udtryk for, at de ikke har læst bogen eller ikke forstået dens budskab.
Når Brinkmann opfordrer os til, at vi skal gå glip af noget, er det ikke, fordi vi ikke skal være på og engagerede. Det er, fordi vi skal vælge, hvad vi vil koncentrere os om. Altså vi skal anskaffe os et fokus i stedet for hovedløst at jagte enhver oplevelse, enhver nyhed, enhver modedille. Og hvis vi vil have et meningsfyldt liv, må vores fokus repræsentere noget godt.
Det er derfor mageløst, at han får så meget omtale, og at så mange læser hans bøger som en tiltrængt modvægt til tidens fattige fokus på materialisme.
Brinkmann har jo netop valgt et fokus og beriger os andre med sin omfattende viden om, hvad filosoffer igennem tiden har filosoferet sig frem til om livet. Det er derfor mageløst, at han får så meget omtale, og at så mange læser hans bøger som en tiltrængt modvægt til tidens fattige fokus på materialisme.
Hvis man således går og bøvler med at finde meningen med den tredje alder. Eller hvis man oplever en tiltagende panik over at have rundet de 50 år uden at vide, hvad man skal stille op med sig selv resten af livet, så er Brinkmanns bøger ikke et dårligt sted at henvende sig for at få sat tingene i perspektiv.